Kvalitetsstyringssystemet hos HN Group er certificeret i henhold til ISO 13485 og ISO 9001. Siden etableringen af systemet i 1998 er det løbende blevet udviklet i tæt samarbejde med vores kunder – og vel at mærke i forhold til hele værdikæden fra salg og ordrebekræftelse til produktion, lagerføring og levering.
I dag er kvalitetsstyringen derfor en integreret del af hverdagen for alle vores medarbejdere.
Som et vigtigt element i kvalitetsstyringen er vores fintmaskede egenkontrol integreret i systemet. Egenkontrollen indebærer, at vores kvalitetsassistenter hver 4. eller hver 8. time døgnet rundt indsamler stikprøver at samtlige emner under produktion. Stikprøverne gennemgår en både visuel og mekanisk kontrol, hvor de måles op imod kundespecifikationer og visuelt inspiceres op imod et godkendt masteremne.
Den integrerede egenkontrol i kvalitetsstyringssystemet betyder, at HN Group har status som Glad smiley-virksomhed inden for emballager og produkter til fødevarebranchen.
Som storleverandør af plastprodukter til bl.a. medicinal- og elektronikbranchen har vi jævnligt kunder med behov for kvalitetsprocedurer, der rækker ud over vores normale kvalitetsstyringssystem. Det kan eksempelvis være PPAP-dokumentation eller DOE, OQ og PQ-forløb i forbindelse med frigivelsen af nyt eller ændret værktøj.
I de tilfælde går vi i tæt dialog med kundens kvalitetsfolk og skaber et setup, hvor kvalitetsstyring, egenkontrol og dokumentation lever fuldt op til kundens specifikke ønsker.